|
Doktoren og øen. Fanø 1866-1945
"Den ny Fanøhistorie" skrevet af Sven B. Anthonisen
Nyhedsbrev nr. 76 om Fanøs kultur, natur og historie udsendt 15. december 2025
Kære abonnent,
En ny bog om Fanøs historie har netop set dagens lys. Sven B. Anthonisen, der tidligere har skrevet to bøger om dramatiske skibsforlis, har begået, hvad jeg vil betegne som en ny ”Fanøs Historie”. På forbilledlig vis er et omfattende biografisk materiale knyttet til en af Fanøs store personligheder, foregangsmanden, lokalpolitikeren og Fanøs læge Niels H. Anthonisen (1866-1945) blevet til meget mere end en traditionel biografi.
Historie og krønike Ved at krydsklippe mellem ”familiekrøniken” og Fanøs overordnede udvikling mellem 1890 og 1945 rammer bogens titel Doktoren og øen meget præcis. Forfatteren har formået at skrive en helt ny og tiltrængt ”Fanøs historie”: Ny i form, ny i indhold, nye vinkler og ikke mindst med en ny målgruppe. En moderne fortælling rettet mod vor tids læsere. Det være sig den unge generation, som ikke kender meget til Fanøs historie, og den ældre som "kun" har haft den næsten hundred år gamle Kromanns Fanøs historie at ty til.
I Doktoren og øen præsenteres Fanøs historie og udvikling i passende afsnit. Medrivende og vigtige til forståelsen af samfundet Fanø er beretningerne om det nøjsomme og ofte fattige liv hjemme på Fanø og det farefulde liv til havs med de mange ”borteblevne” ægtemænd, sønner og søskende. Dertil redegør Sven B. Anthonisen sideløbende og overskueligt for den historiske ud- og afvikling af Fanø som en stor "søfartsnation”. Elementer som tilsammen er med til at skabe, hvad jeg derfor drister mig til at kalde ”Den ny Fanøhistorie”!
Derudover kan læseren glæde og over en rigdom af billeder, hvor en stor del formentlig er ukendt for de fleste læsere.
Bogen, der bl.a. kan købes i Fanø Boghandel, er på 244 sider og koster 200 kr.
Mange hilsner med ønsket om en glædelig og "rig" bogjul fra Per Hofman Hansen
|