Hvem var Oldemor i "Oldemors Hus"?
Anne Jessine Brinch. Et portræt forfattet af Thomas Bertelsen
Nyhedsbrev nr. 75 om Fanøs kultur, natur og historie udsendt 21. august 2025
Kære abonnent,
Indtil 1983 havde vejene i Sønderho ikke navne! Byens befolkning, postbudet, besøgende og andre måtte orientere sig efter beboernes navne eller måske husets gængse kaldenavn. Ét af de mange huse i Sønderho, der i mange år har haft et sådant indforstået navn, var og er Oldemors Hus. Det fredede og meget velbevarede hus ligger på Digevej 4. Her boede "Oldemor", Anne Jessine Brinch, fra hun blev gift i 1871 indtil hun døde i 1936, 86 år gammel.
Thomas Bertelsen, som er en af rigtig mange ud af Brinch-slægten, har beskæftiget sig meget med både Sønderho og slægten Brinch. Han har nu givet en beskrivelse af personen bag tilnavnet ”Oldemor”. Som så mange andre i Sønderho var hun efterkommer (barnebarn) af Peder Hansen Brinch, – også kaldet Sørøveren. Hun blev gift som 19-årig med sin atten år ældre fætter, Niels Hansen Brinch, efter dennes første kones død. Ægteskaber med stor aldersforskel og inden for den tætte familie var i øvrigt ganske almindelige for 150 år siden.
Har du lyst til at vide mere om ”Oldemor”, om huset, om ”ja-gilder” og ikke mindst, hvordan Anne Jessine ved sin begavelse og gode indsigt i mange forhold havde en ret fremtrædende position i Sønderho, har du nu muligheden i historien om Oldemor fra "Oldemors Hus" i Sønderho.
Vi ønsker dig god læselyst Thomas Bertelsen og Per Hofman Hansen
|