Koleraepidemi i Hamborg 1892
En reportage skrevet af Holger Drachmann
Nyhedsbrev nr. 60 fra Per Hofman Hansen udsendt 12. marts 2020 Kære abonnent,
Apropos corona-epidemien
I anledning af at Danmark nu er ramt af corona-epidemien og at Danmark "lukkes ned", kunne det nok være interessant at vide, hvordan man tidligere har oplevet epidemier.
Holger Drachmann (1846-1908) skyede ikke "pesten", så han tog for "Politiken" ufortrødent til Hamborg, der i 1892 hærgedes af en voldsom koleraepidemi, der efter sigende havde bredt sig fra zarens Rusland.
Fra Hamborg sendte Drachmann sine reportager, der er fulde af saft og kraft, hjem til Politikens redaktion, der straks lod dem trykke. Hvis du ikke er bange for at blive smittet, kan du nu 128 år efter følge i Drachmanns fodspor gennem et dystert og dødsmærket Hamborg, hvor den totale mangel på hygiejne og rent vand tog livet af mange.
Per Hofman Hansen
PS. Til din beroligelse: Drachmann kom levende hjem!
Til illustrationen herover Ofrene for koleraepidemien i Hamborg døde i løbet af få dage efter at været blevet smittet. Da epidemien var på sit højeste, døde op til 400 mennesker hver dag. Byen foranstaltede massebegravelser i håb om at begrænse den hurtigt voksende epidemi. 250 gravere, som dem der er vist på billedet herover, gravede på livet løs døgnet rundt nye grave, hvor de døde blev begravet i hastigt fremstillede kister. Mere end halvdelen af de 16.000 hamborgere, der blev smittet, døde.
PPS! Bær over med, at dette nyhedsbrev intet har med Fanø at gøre, ud over at Drachmann ved flere lejligheder besøgte Fanø.
|